Vi i bestyrelsen holder også sommerferie. Dette kan betyde, at der kan gå lidt længere tid end normalt, ved henvendelse til klubben, indmeldelse, indmeldelse af hvalpekøbere, optagels på parrings-/hvalpelisten osv. Dvs. at står du for at skulle optages på parrings-hvalpelisten, indmeldes eller andet (og vil være sikker på hurtig ekspedition), så skal din indbetaling være på klubbens konto senest den 27. juni 2008.
Vi vil selvfølgelig tage hånd om klubarbejdet, så snart vi hver især er hjemme igen.
Vi ønsker alle medlemmer af Dansk/Svensk Gårdhundeklub en dejlig sommer.
Bestyrelsen
24. februar 2008
Medlemsmøder ?
Her på hjemmesiden havde vi en forespørgsel om behovet for et medlemsmøde pga. kritiske røster på et debatforum på nettet. Der var 8 medlemmer, der syntes, de havde behov for dette. Det er ikke mange, og vi henviser derfor til de to planlagte avlsseminarer, hvor vil være mulighed for en debat.
Lars Borup
19. januar 2008
Nyt om Bladet
Vi har i det medlemsblad, som har ligget klar til udsendelse til medlemmerne
siden 20. december, trykt en artikel om visse lempelser i avlsrestriktionerne,
som DKK desværre uforudset skulle sige god for. Da DKK nu har besluttet, at
denne godkendelse først kan drøftes på DKK’s bestyrelsesmøde i februar, har vi
besluttet at trykke et nyt oplag af bladet, dog uden den omtalte artikel. Vi er
de første til at beklage denne uheldige situation og håber, at bladet meget
snart er på vej.
Lars Borup
8. januar 2008
Nyt om klubben, bestyrelsen samt udstillingsregler og -gebyrer
Gitte Ottendal Mathiasen har med øjeblikkelig virkning trukket sig fra bestyrelsen pga. personlige årsager. 1. Suppleant Sascha Helsengren Hansen afløser hende på posten som medlem af bestyrelsen. Arbejdet med hvalpeanvisningen varetages foreløbig af vores næstformand Bente Jonassen - Hvalpe@dansk-svensk-gaardhund.dk.
På generalforsamlingen 2008 er bestyrelsens formand Lars Borup, kasserer Annette Larsen og sekretær Nini Borup på valg, ligesom der også skal vælges to suppleanter. Det vil derfor være en god ide at overveje, om du har lyst til at stille op til bestyrelsen. Der er nok at tage fat på. Der er også behov for, at andre uden for bestyrelsen tager del i de aktiviteter, der gør, at klubben er levende og givende at være medlem af.
Klubbens butik er her fra årsskiftet blevet overtaget af Siff Johansen. Henvendelser til Siff på Butikken@dansk-svensk-gaardhund.dk eller på 28 25 29 91.
Husk at der er nye gebyrer på tilmelding til udstillinger her fra nytår. Det gælder DKK’s og derfor også DSGK’s udstillinger. Der er nu forskellige gebyrer på, hvordan man tilmelder sig (sin hund/e) udstillingen. Der er en lille rabat, hvis man tilmelder sig online (over nettet):
|
For DSGK udstillinger |
Web betaling |
Manuel betaling |
|
Udstilling 1. hund |
305 kr. |
335 kr. |
|
Udstilling 2. hund |
265 kr. |
295 kr. |
|
Udstilling 3. hund |
225 kr. |
255 kr. |
|
Baby- og Hvalpeklasse |
205 kr. |
230 kr. |
|
Veteranklasse |
305 kr. |
335 kr. |
Der er også kommet nye udstillingsregler efter nytår. Disse kan ses på DKK’s hjemmeside. Klik her. Vi er i gang med at kigge på reglerne for årskonkurrencerne i Gårdhundeklubben, og de vil derfor snarest blive tilpasset de nye udstillingsregler.
For god ordens skyld skal det præciseres, at agility-resultater skal sendes til Dorte Johnsen og lydigheds-resultater skal sendes til Sascha Helsengren Hansen.
Bladet er desværre også denne gang forsinket. Dog af andre uheldige omstændigheder. Vi håber, det er sidste gang. Da deadline for næstfølgende blad ikke er trykt i det kommende blad, kommer den her: 7. februar 2008.
24. august 2007
Racende hunde.
Jeg har fået flere henvendelser omkring den undersøgelse om dødsårsager hos danske hunde, som blev bragt i Dyrenes Beskyttelses medlemsblad Dyrevennen’s augustnummer, og som blev hyppigt citeret i dagspressen.
Og jeg må nok sige, at statistik kan bruges til meget, og misbruges. Og journalisterne i dagspressen og tv slugte det råt.
I undersøgelsen indtager Dansk/svensk gårdhund en chokerende 9-plads i listen over racer med aggressionsproblemer.
I kontrolgruppen er 47 dansk/svenske gårdhunde registreret aflivet, heraf 26 % aflivet pga. aggression.
Det drejer sig om 12,22 gårdhunde. Sådan rundt regnet.
Jeg forhørte mig hos Dansk Hunderegister, som har lagt tal og raceangivelser til undersøgelsen, om, hvor mange, der var registreret som gårdhunde. Tallet var lige godt 20.000. Heraf altså 12 stk. aflivet pga. aggression. Tallet 20.000 er i øvrigt det antal, der er registreret som dansk/svensk gårdhund. Det kan være blandingshunde, der ligner gårdhunde, eller det kan være stambogsførte gårdhunde. Alle er registreret i DHR. I den sammenhæng er tallet 12 ikke alarmerende.
Så kan man diskutere, om de aggressive hunde stammer fra gårdhundeopdrættere med kennelnavn og stamtavle, eller om de stammer fra baggårdsopdræt, hundehandlere eller ladeopdræt (ikke et ondt ord om dem). Det fremgår ikke umiddelbart af undersøgelsen, om de aflivede hunde havde stamtavle eller ikke. Om de under opvæksten har været i hænder eller ikke. Antallet af gårdhunde stambogsført i DKK er i øvrigt omkring de 2.000.
En anden ting er den angivne gennemsnitsalder for gårdhunden. Den er i Dyrevennen angivet til 8,1 år. Her gik jeg og troede, at gårdhunden blev 14-15 år. Men nej, kun 8,1 år. Ifølge skemaet. Dropper man artiklen i bladet og klikker sig ind på selve undersøgelsen på www.dyrenes-beskyttelse.dk/hunderapport, ser man, at gennesnitsalderen er opgivet for de aflivede hunde. De 47 hunde blev i gennemsnit 8,1 år.
Det var lidt om tal og fravær af tal. Måske en storm i et glas vand. Ét er sikkert. Jeg vil til enhver tid omtale gårdhunden (altså den med stamtavle) som en venlig, måske lidt rigelig påtrængende, men først og fremmest venlig racehund.
Lars Borup
15. januar 2007
Godkendelser af parringer
Avlsudvalget har nu behandlet de første parringsanmeldelser, og vi har dermed gjort os de første erfaringer. Vi var godt forbedret på, at det ikke var noget let job. Vi ved jo hvor svært, det er at finde den helt rigtige hanhund til vores egne hunde, som vi kender rigtig godt, så andres hunde som vi jo af gode grunde ikke har helt så godt styr på, ja det er ikke lettere.
Det tager tid, faktisk rigtig megen tid seriøst at vurdere de enkelte forslag, skrive og måske ringe til folk. Vi har alle vores arbejde og vores egne hunde at passe. Så inden du bliver irriteret over, at vi ikke selv vil gå på nettet og finde og udskrive din hunds stamtavle eller billeder af den og de hanner du har kik på, eller at vi ikke kan acceptere en ansøgning med to hundenavne og en kommentar om, at vi jo kender hundene, så billeder vel ikke er nødvendige, så tænk på, at hvis vi skal gøre det for dig, så skal vi også for de 50 – 70 andre parringer på et år, sammen med de andre ting vi skal, det har vi bare ikke timer nok i døgnet til.
Ret skal være ret. Vi har også fået gennemarbejdede anmeldelser, med beskrivelser af hundenes mere og mindre gode sider, og virkelige begrundelser for, at denne parring vil være den rette, men disse er desværre i undertal. Selvfølgeligt er det vanskeligere for nye opdrættere, men det tager vi naturligvis hensyn til.
Der er derfor nogle ting som vi bliver nødt til at pointere.
Der skal billeder og kopi af
stamtavle med.
Der skal en beskrivelse af hunden
med, se eventuelt på de kritikker I har fået ved udstillin-ger. Hvis I ikke er
helt enige med dommer så er I velkomne til at kommenterer det.
Der skal en begrundelse med for,
hvorfor I mener denne han er den rigtige. Begrundelsen vil ofte følge
naturligt, når tævens er beskrevet.
Hastesager må være undtagelser, f.eks. når tæven snyder et par måneder med løbetiden, ikke normen. Specielt ikke for garvede opdrættere.
Vi er selvfølgelig heller ikke perfekte. F.eks. Har vi ikke som lovet fået datoer for møder på hjemmesiden. I første omgang var det slet og ret fordi tiden løb fra os. Hvilket vi beklager.
I anden opgang er det fordi, det viser sig, at selvom det i referatet fra DKK´s bestyrelsesmøde, hvor kravet om parringsgodkendelser blev besluttet, fremgår, at det er Dansk/svensk Gårdhundeklub (se Gårdhunden nr. 4, 2006), der skal forestå godkendelserne, og det også er det der står i ”Hunden nr. 12 2006 – Her dog Dansk/svensk Gårdhundeklubs avlsudvalg. Så henholder DKK sig til indstillingen til DKK´s bestyrelse, hvoraf det fremgår, at Ole Staunskjær også skal deltage. Denne tolkning har ændret på vores arbejdsgange på en måde, at de ikke ligger helt fast i skrivende stund (6. januar 2007).
Vi har valgt at godkende de parringer, der ikke kunne vente.
Så en forglemmelse fra min side. Da jeg skrev skema til parringsanmeldelser, glemte jeg at bede om et telefonnummer.
På avlsudvalgets vegne
Annette Larsen